Det ukendte Paris: 8 skjulte skatte, du bør besøge

Alle kender Louvre eller Champs Elysees, men Paris har så meget mere at byde på end de indlysende turistattraktioner. Vi har udvalgt nogle få parisiske højdepunkter væk fra den slagne vej, lige fra en tur på en gammel karrusel til oplevelsen af Chinatowns buddhisttempler. God fornøjelse!

1 Musée des Arts Forains: en guldgrube med kunst fra forlystelsesparker

Dette lille, private museum ligger i kvarteret Bercy i gamle stenbygninger, som engang tjente som vinkældre. Du skal bestille tid til besøget i forvejen, men det er det hele værd: Gæsterne får ikke blot chancen for at se attraktionerne tæt på, men kan rent faktisk deltage i morskaben og få en tur på karrusellerne, uanset alder.1

2 De overdækkede arkader Passage du Caire og Passage Brady

Det er altid værd at slentre en tur gennem Paris' mange overdækkede arkader. De er symboler på smagen for eksotisme, der var moderne i slutningen af det 18. århundrede. Man må simpelthen se Passage du Caire, den ældste overdækkede arkade i Paris, som er inspireret af Egypten og bygget lige efter Napoleons egyptiske felttog. Den plejede at huse en masse trykkerivirksomheder, men er nu et større center for modehuse. En anden arkade, der er et besøg værd, er Passage Brady, også kendt som Lille Indien. Da den blev opført i begyndelsen af det 19. århundrede, var det meningen, at den skulle være Paris' længste overdækkede gade. I dag er den hjemsted for mange indiske butikker og restauranter og er et farverigt mødested for Paris' indiske samfund.2

3 Jardin des Serres d’Auteuil

De smukke udendørs og indendørs haveanlæg i Jardin des Serres d’Auteuil ejes af byen Paris, men er åben for publikum. De er designet i art nouveau-stil og rummer et stort antal eksotiske og meget sjældne planter og dyr. Her kan du få et glimt af et ginko biloba-træ, der stammer fra Kina og findes som fossiler, der er 270 millioner år gamle. Om efteråret bør du standse op og se Katsura-træerne. På det tidspunkt afgiver bladene deres meget specielle duft, som har givet Katsura-træet  kælenavnet karameltræet.3

4 Chinatowns buddhisttempler

Paris' 13. arrondissement er også bredt kendt som det kinesiske kvarter. Mellem Avenue de Choisy, Avenue d’Ivry og Boulevard Massena, gemmer der sig adskillige fantastiske buddhisttempler mellem store lejlighedskomplekser, som oprindelig blev opført til de olympiske lege. Oplev deres smukke arkitektur, tag en spadseretur i det travle og eksotiske kvarter, og nyd nogle kinesiske delikatesser.4

5 Albert Kahns ejendom

 Albert Kahns ejendom, der ligger i Boulogne Billancourt, er det tidligere hjem for den parisiske bankmand Albert Khan. Ejendommen blev etableret mellem 1895 og 1910 i et design, der er baseret på ideen om universel fred. Den fire hektar store have tager derfor besøgende på en rejse rundt i verden og forener flere forskellige kulturer og atmosfærer: en gammel japansk landsby, en fransk og en engelsk have, en blå skov og meget mere.5

6 Serge Gainsbourgs hjem

Serge Gainsbourg er en af Frankrigs mest prominente kunstnere. Sangeren, sangskriveren, skuespilleren og instruktøren tilbragte meget tid i Paris, især i sin lejlighed i 5 Rue de Verneuil, hvor han boede fra 1969 til sin død. Det er ikke muligt at komme ind i huset, men facaden er nærmest et kunstværk i sig selv med gadekunst og graffitti, der er dedikeret det anti-konforme franske ikon.

7 Place Dauphine

Med sin beliggenhed på Ile de la Cité, lige over for Palais de Justice, er Place Dauphine en charmerende plads omgivet af fantastiske restauranter. Det er et dejligt sted at spise et måltid men også bare at sidde på en bænk og læse en bog. Den var i øvrigt engang omgivet af 32 identiske huse og var en del af Henrik IV's projekt for offentlige pladser tilbage i det 17. århundrede.

8 Cabaret au Lapin Agile

Denne historiske kabaret, der ligger i hjertet af Montmartre, plejede at være et mødested for kunstnere i tidligere tider, og den er i dag stadig et populært sted for optrædende. Navnet "Lapin Agile" (den livlige kanin) er et ordspil, der inddrager den kanin, som kunsteneren Andre Gill har malet på væggen. Pablo Picassos oliemaleri fra 1905, "På Lapin Agile", hjalp med til at gøre denne kabaret verdensberømt.

Planlægger du en tur til Paris? Så kast et blik på vores særtilbud her. 

 

Tell us what you think