Kom ned i gear på Anholt

Langt ude i Kattegat, 44 km. væk fra nærmeste fastland, ligger "Øen med Danmarks Ørken" - Anholt. Det er ikke let at komme hertil, der er ikke mange ting at tage sig til, og mobildækning er en flyvsk størrelse. Men faktisk er det præcist disse tre ting, der giver Anholt det, du ikke finder mange andre steder i Danmark: Tid til at koble helt af. Vi har allieret os med Sidsel Godshaw Møller, der forklarer hvorfor hun har svært ved at undvære Anholt alt for længe ad gangen. Læs med og hør hvorfor vi mener, det vil være besværet værd at besøge Anholt.

 

slide1-690x325

"Fra det øjeblik man ankommer til Anholt mærker man roen og den helt særlige luft."

Sådan starter Sidsel Godshaw Møller sin fortælling om hvorfor hun igen og igen besøger Anholt - øen ude midt i Kattegat, langt væk fra fastlandet og dets bekvemmeligheder. Hendes familie har altid haft sommerhus på Anholt, og som lille tilbragte Sidsel alle somre på øen. Hendes hang til Anholts fred og ro og smukke natur har hængt ved i hendes voksne liv, og nu vender hun tilbage til øen i Kattegat så ofte som muligt.

Inden vi fortæller videre, deler vi her en video af Anholt set fra luften, så du ved, hvad Sidsel taler om når hun beskriver øens smukke natur.

 

Video: Kenneth Ammitzbøl

44 km. fra nærmeste landkending

Den eneste måde at komme til Anholt på, er ved at tage færgen, M/S Anholt fra Grenå på Djursland eller med taxifly fra Roskilde. Færgen sejler en gang dagligt i sommersæsonen og 4 gange om ugen i vinterhalvåret - overfarten tager lige under 3 timer. Vil du have din bil med, koster det dig 3.000, men du får med al sandsynlighed slet ikke brug for den, da de fleste fastboende på øen selv kun sjælendt har bil, og kommer rundt på cykel.

"Der er kun ganske få biler, og lyden af cykeldæk mod grusstien på vej til sommerhuset er helt meditativ."

Tid til fordybelse

Uanset om du spørger fastboende på øen, turister, eller folk med specielle tilhørsforhold til Anholt, som Sidsel, er alle enige om, at man på Anholt tager det lidt mere stille og roligt end andre steder.

"Der er jævnt dårligt mobilsignal, vores sommerhus har hverken internet eller TV, og dagens avis kommer først med færgen kl. 16, så det er et af de få steder i verden, man bogstaveligt talt kobler helt af."

Sidsel er ikke ene om at værdsætte stilheden på Anholt. Malene Pedersen, som "bare lige skulle lægge vejen forbi" med sin 3-årige datter for 12 år siden, endte med at slå sig ned uden at kunne forklare beslutningen med andet end, at det var meget svært at sige farvel til øen. Titlen på hendes beretning om sit ø-liv på Anholtliv.dk hedder da også "Det bedste ved at bo på Anholt er stilheden og tiden".

Malene skriver:

"Jeg bor på en eventyrlig ø midt i havet. Langt fra dér hvor det sker. Jeg har lige været ude i verden, og har fortalt historien mange gange undervejs: 'Ja, på Anholt er der smukt, fladt og forblæst.', 'Ja, vores færge sejler kun fire gange om ugen i vinterhalvåret.', 'Ja, det kan være ensomt.', 'Ja, mine døtre skal flytte hjemmefra som 15-årige.', 'Nej, vinteren er ikke lang og begivenhedsløs.', 'Nej, jeg keder mig aldrig.', 'Og nej, jeg synes faktisk ikke, jeg mangler perspektiv.'"

Sidsel synes, som Malene, ikke at man har grund til at kede sig på Anholt.

"Manglen på ting at tage sig til er fantastisk. På Anholt er det eneste man skal nå i løbet af en dag, et smut i Brugsen og et dyp i havet. - Ekstrem effektiv kur mod de fleste onder."

Skodesigner og indehaver af skomærket 'Marie Monin', Charlotte Bergqvist, har også en stor forkærlighed for Anholt - så stor, at hendes sko alle har mørkeblå lædersåler, hvis farve er inspireret af nattehimlen over Anholt om sommeren - læs hendes tips til den perfekt søndag på Anholt her. 

 Foto: Sidsel Godshaw Møller og Benjamin Kürstein - @silent_d @benjaminkurstein

Naturen på Anholt

Måske har du hørt, at Danmarks eneste ørken ligger på Anholt. Det er heller ikke helt forkert, da ca. 80% af øen er dækket af ørkenlignende landskab. Egentlig er 'ørkenen' en lav-hede, som faktisk er Nordeuropas største, men det gør det ikke mindre storslået at vandre rundt i landskabet. For enden af ørkenen, på øens nord-østligste spids, finder du Anholt Fyr, som blev etableret helt tilbage i 1561 og dermed er et af Danmarks tidligste fyr.

 

Anholt - Ørkenen. Foto: Old Dane - all rights reserved
Anholt - Ørkenen. Foto: Old Dane - all rights reserved

Anholt_Ole_Lemvig
Anholt Fyr - Foto: Ole Lemvig

 

Nordeuropas vigtigste sælkoloni

'Totten', som du ser modsat fyret på billedet herover, er hjemsted for omkring 1.400 sæler, der hvert år yngler på øen. Af samme grund er området totalfredet og selvom du må færdes frit overalt i Ørkenen, er der altså ingen adgang til Totten af hensyn til de ynglende sæler. Fra ørkenområdet kan du dog godt komme tæt nok på til at se sælerne. Sælkolonien er en af Europas største, og sælerne er i disse år genstand for omfattende forskning. Derfor er en stor del af sælerne blevet forsynet med satellitudstyr for at kortlægge deres adfærdsmønster.

Udsigten fra Sønderbjerg

På Anholts sydlige del, er der fra toppen af Sønderbjerg en fantastisk udsigt dels over Anholt, men også Kattegat. Sønderbjerg er derfor også et yndet sted at se solen gå ned over Kattegat. Ikke overraskende, er solnedgang på netop dette sted også på Sidsels to-do liste når man er på Anholt.

"Solnedgange bliver ikke meget smukkere end set fra toppen af Sønderbjerg, og en vandretur til Fyret langs stranden med picnic og badning ad libitum bør også være på Anholt to-do listen."

Solnedgang fra Sønderbjerg - Foto: @paradiset_anholt
Solnedgang fra Sønderbjerg - Foto: @paradiset_anholt

 

Fakta om Anholt

Øen, der er formet som en fugl, ligger midt i Kattegat mellem Djursland og den svenske kyst. Anholt har et areal på 22 km2 og er bare 11 km. lang og 6 km. bred. Der bor iflg. Anholts Turistinformation kun omkring 160 mennesker fast på øen, som om sommeren får besøg af ca. 60.000 turister.

 

Anholt_air

 

Mere information

Hvis du har fået lyst til at lægge vejen forbi Anholt, kan du finde mere information på disse sider.

VisitAnholt

Beretninger fra fastboende på Anholt - Anholtliv.dk

Færgerute - Grenå/Anholt

Seværdigheder på Anholt - Anholt Havn

Billeder fra Anholt - #VisitAnholt

Stor tak til Kenneth Ammitzbøl for at lade os vise hans video af Anholt set fra luften, og til de mange, der har ladet os vise deres billeder fra Anholt.

Specielt tak til Sidsel Godshaw Møller, der har delt sin forkærlighed for Anholt med os i dette indlæg.

What others think

  1. Hvis nogen lyster, kunne denne side måske vække interesse..

    Mvh

    Far

Tell us what you think